Skip to content

Under træningen bærer du en hvid gi med IOGKF Goju Ryus mærke (Kenkon), og et bælte, der svarer til den grad, du har opnået.

Man kan udvikle sig fra en grad til den næste, hvis man består en graduering, som afholdes i juni og december.

Fra hvidt til brunt bælte bærer man en kyu-grad. Kyu-grad systemet går fra 10. kyu (hvidt bælte) til 1. Kyu (brunt bælte). Når en elev er blevet 1. Kyu, er den næste grad 1. Dan, som er det sorte bælte. Når man får det sorte bælte begynder man i Dan-grad systemet, hvor Dan graderne går fra 1. Dan til 10. Dan.

Du kan købe gi gennem Sensei Torben Svendsen.

Goju Ryus mærke ’Kenkon’

Alle medlemmer af IOGKF bærer det samme mærke på brystet.

Mærket inde i cirklen er Chojun Miyagi Senseis familiemærke og viser dermed den direkte linje fra Chojun Miyagi Senseis oprindelige karate til Okinawa Goju-Ryu karaten, som den trænes i dag.

Mærket hedder ’Kenkon’ og betyder “Himmel og jord”. ’Ken’ står for himmel, mens ’Kon’ står for jord. Himlen er vist som en rund cirkel, mens jorden er firkanten i midten.

Firkanten og cirklen symboliserer også ’Goju’- det hårde og det bløde. Himlen relaterer til blødhed, og jorden til hårdhed. På den måde udtrykker mærket også harmoni mellem modsætninger – det hårde og det bløde i naturen- og er et symbol på uendeligheder i de to elementer.

Mærket blev vedtaget som symbol for IOGKF (International Okinawa Goju-Ryu Karate-do Federation) i 1979.