Skip to content

IOGKF står for ’International Okinawa Goju Ryu Karate-Do Federation’, der er verdens største traditionelle karate organisation. Organisationen blev grundlagt i 1979 og er repræsenteret i 63 lande. Organisationens vigtigste formål er at bevare og beskytte Goju Ryu karate i sin oprindelige form, som stilarten blev overleveret fra Chojun Miyagi Sensei og siden fra Morio Higaonna Sensei. 

IOGKF blev grundlagt af den anerkendte Higaonna Sensei, der trods sine mere end 85 år stadig træner aktivt. Han har viet sit liv til tidligere at rejse rundt i verden for at udbrede kendskabet til den traditionelle Okinawa Goju Ryu karate.  

Dette arbejde har bl.a. ført til, at Higaonna Sensei blev udpeget af den japanske regering til at arbejde for at få den traditionelle karate anerkendt som verdenskulturarv under UNESCO. Higaonna Sensei blev desuden bedt om, som den eneste, at forberede en opvisning for den daværende japanske kejser Akihito i anledning af kejserens 30 år i sit embede. 

I juli 2012 efter over 30 år som leder af IOGKF, trak Higaonna Sensei sig tilbage for at tage en rådgivende rolle, Saiko Shihan, i organisationen. I den forbindelse overdrog Higaonna Sensei titlen som Shuseki Shihan (formand og chefinstruktør) til Sensei Tetsuji Nakamura, som havde fulgt ham siden 1991, og valgte ham til at lede IOGKF ind i næste generation sammen med en eksekutivkomité.

Den internationale IOGKF Honbu Dojo ligger i Naha, Okinawa, mens det administrative hovedsæde er placeret i Toronto, Canada, hos Nakamura Sensei. 

De enkelte medlemslande har deres egen nationale IOGKF-organisation. 

Læs mere om  IOGKF her  

Higaonna sensei